Løve herred (Ejerforhold 1682 i) Amtet Gods i middelalderen Den lave enetages hovedbygning med høj frontespice blev opført 1869 og delvis ombygget 1919. Avlsbygningerne  nybyggedes 1921. De var brændt 1906 og igen 1912.

Solbjerggård
1240-1269	Solbjerggård ligger i Solbjerg Sogn, Kalundborg Kommune. 1269 gav Trugils Arnketilsen gods (nogle gårde) i Solbjerg til Sorø kloster, i hvilket han samtidig selv tog broderskab.
1269-1310 1310-1418	Sorø kloster ejer gårdene. Nogle afstås dog allerede 1310.
1310-1356	Trugils Arnketilsen svigersøn Othbern Tolfsen og sønnen Ingemar Trugilssen generhvervede 1310 ved mageskifte med klosteret 4 af gårdene (Katebool, Wætrebool, Ornummebool og Wimannebool, den sidste gård ogs& nævnt 1269: Wimundebool). På skiftet efter Ingemars søn Johannes Kalv 1339 fik dennes svoger Johannes Jensen gods i Solbjerg, medens broderen Trugils Ingemarsen fik selve hovedgården i Solbjerg. Denne Trugils førte slægten Drefelds våben. Sorø kloster ejer stadig gods i Solbjerg.
1356-1370	1356 boede i Solbjerg væbneren Jens Andersen samt brødrene Jon og Esbern Nielsen af slægten Bille.
1370-1375	Det endte med, at Jon Nielsen Bille var eneejer. Efter dennes død engang i 1370erne arvedes Solbjeg af hans sønner.
1375-1401	Af Jons sønner skrev Niels (el. Jens) Jonsen Bille sig 1398 til Solbjerg, og han er nævnt i et aktstykke af 1390, det eneste, som bevidner hans tilværelse. Mere kendt blev hans brødre, ikke mindst de gejstlige: Roskildekanniken Niels og især Peder Lykke, opkaldt efter morfaderen og død som ærkebiskop i Lund efter først at have været ærkedegn i Roskilde og biskop i Ribe. Han ikke blot havde en hånd i med, da Allindegård blev gjort til en af slægtens hovedbesiddelser, det skyldtes også ham, at Solbjerggård og by blev en anden af disse. For i 1418 tilmageskiftede han sig Sorø klosters gods i Solbjerg, som han en årrække havde haft i forpagtning, og dermed var Bille'rne formodentlig enerådende i byen.
1401-1433	Broderen Bent Jonsen Bille sættes i forbindelse med Solbjerg. Han skrev sig til gården 1401-1418. Han nød godt af sine nære forbindelser med gejstligheden, var først Roskildebispens lensmand på Brorup ved Slagelse, fulgte siden med broderen til Jylland, hvor han fik Ribe stifts gård Bøvling i forlening, og sluttelig blev han bispelig lensmand på Dragsholm. Ved sit giftermål med Inger Torbensdatter af slægten Galen kom han i forbindelse med landets rigeste adelsætter og var i det hele taget en stor godssamler, måske ikke altid lige nænsom i sine forretningsmetoder. Han var specialist i at handle med enker, hvad sjældent betyder noget godt. Mens han i begyndelsen af det 15. århundrede altid nævnes til Solbjerg, skrev han sig i sine senere år gerne til Allinde, hvor han vistnok var blevet eneejer efter de gejstlige brødres død.
1433-1456	Dennes søn Erik Bentsen Bille (død før 1456) skrev sig til Solbjerg 1433. Hans broder Peder Bille skriver sig til Solbjerg så sent som 1460. Men da var godset i hovedsagen overgået til Eriks børn. Erik døde på Solbjerg efterladende en hel flok umyndige børn, fire sønner og seks døtre.
1456-1486	Derefter fulgte Eriks sønner Jørgen (død før 1486) og Jens, som 1483 solgte sin part i Solbjerg.  Peder Lykkes søn Bent Pedersen opgav derimod sine eventuelle rettigheder til gården og bosatte sig på Fyn. To af Erik Billes sønner Torben og Bent blev gejstlige, mens broderen Jørgen Bille 1464 tjente dronning Dorothea som hofsinde. 1476 lånte han sin broder Jens 100 lybske mark mod panteretten til hans broderlod i Solbjerg, men overdrog samtidig denne til sin hustru Tale Baad. Jens Billes navn forekommer i det hele kun i forbindelse med lignende lånetransaktioner, og hans mere velhavende slægtninge hjalp ham efter evne af med hans gods. Fætteren Bent Bille krævede ham ad rettens vej for sine tilgodehavender, og til svogeren, den rige Per Lang til Valløse i Skåne, gift med søsteren Kirstine Bille, måtte han ikke blot sælge strøgods i Skåne og på Sjælland, også sin andel i Solbjerggård, næsten 5 pund korn samt et par gårde i byen. Han takkede svogeren for god betaling og blev boende på hovedgården, idet han samtidig anerkendte, at han havde både sin egen arvelod og den del af Solbjerg gård og by, der var tilfaldet søsteren på deres skifte, som »lån«, men han døde allerede det følgende år. Hermed var Solbjerglinjen af Billerne uddød og hovedgårdens storhedsperiode forbi. Den blev næppe siden beboet af noget adeligt herskab.
1460-1489	1460, 1471 og 1489 nævnes Peder Lykke til Solbjerg. Han var også af Billeslægten og må have ejet en del af gården.
1489-1529	Per Langs og Kirstine Billes datter Anne Lang Niels Brahes ejede gods her endnu 1537. Hovedgården blev nu nedlagt. Den skånske adelsmand Niels Brahe til Vandås er kendt som en af de få adelige, der støttede den landflygtige Christiern lI's sag under opstanden i Skåne 1525, og blev henrettet på Gammeltorv i året 1529, lam på begge ben, måske efter den udståede tortur. Hans eget gods blev givet eller solgt til forskellige, og man fratog oven i købet hans hustru hendes særejendom, både gods og løsøre, som hun først siden fik igen, skønt ikke uden at have måttet punge ud med 400 gylden til kong Frederik I.
1529-1537	Om Anne Langs arvepart i Solbjerg var mere end de 5 gårde, som Niels Brahe havde pantsat til Laurids Skinkel, vides ikke. Skinkel vægrede sig 1537 ved at aflevere dem igen.
1537-1577	Solbjerg opløst i bøndergårde var ejermæssigt splittet på mange forskellige hænder. Det endte med, at der til slut var i alt 9 forskellige herremænd, der ejede dele af landsbyen.
1577-1660	En lang række adelige mageskiftede i årene 1577-1614 næsten alle Solbjergs gårde til kronen. Man ønskede dengang at skabe et af datidens samlede statsgodser omkring Sæbygaard, og herunder lå de Solbjerg gårde, indtil situationen efter svenskekrigene atter vendte op og ned på denne som andre egnes besiddelsesforhold. Byen havde som hele nabolaget lidt under fjendens besættelse, de fleste bønder var forarmede og en enkelt slået ihjel af rytterne, og det var ovenikøbet folk, der før havde stået i dansk tjeneste, også deres ritmester Fincke og kvartermesteren med det drabelige navn Sabel. De havde hørt til de tropper, som den danske konge ved freden i Roskilde skulle overlevere til den svenske hær. Men det nyttede ikke noget, man foreholdt officererne, at de før havde tjent kongen af Danmark, og bad dem forhindre, at de menige straks rev husene ned over hovedet på folk, hvis de ikke øjeblikkelig betalte, hvad man forlangte af dem. Nu tjente de den svenske konge, var svaret, og de skøttede ikke om bøndernes gårde og huse, ville blot have, hvad de »skulle have«!
1660-1688	Solbjerg delte skæbne med andet gods og overgik med Sæbygaard til rentemester Henrik Müller.
1688-1694	Som andet af Henrik Müllers gods i denne egn overtoges gårdene i Solbjerg af den rige Hamborgerjøde Texeira, der opføres som deres ejer i matriklen 1688.
1694-1740	Få år senere pantsatte imidlertid Henrik Müllers søn Frants Müller 9 af gårdene til kancelliråd Jens Lassen til Egense kloster i Jylland og Grubbesholm på Sjælland, og han beklagede sig i 1694 højligt over, at amtsforvalteren havde inddraget godset for resterende skatter og ovenikøbet ladet bønderne gøre hoveri til den fjerntliggende Gundetvedgård (Selchausdal). Jens Lassen fik bevilling til at overtage gårdene mod at betale de påløbne skatterestancer, men ikke den erstatning, han havde ønsket. Om den gamle hovedgård hører man ikke mere tale, og ejendomsforholdene er ikke helt oplyst før henimod midten af næste århundrede.
1740-1744	Det var vistnok Jens Lassens del af byen, som 1740 ejedes af Margrete Elisabeth von Klepping, enke efter oberstløjtnant Christian Josva von Berner, og hun skødede den da »et fri, frelst Jordegods med Herligheder og Ejendom fri for Reluition til Hans kgl. Majestæt«.
1744	Nu var det imidlertid Hans Mosegaard, som fik gårdene.
1744-1751	Mosegaard overdrog 1744 det samme gods til Jakob Hansen. Han genoprettede forsåvidt ældre tiders tilstande, som han bosatte sig på en af gårdene og drev den ved hoveri af sine andre bønder i byen. Resten af denne lå vistnok fremdeles under Sæbygaard.
1751	Jakob Benzon til Rugård og Cathrineberg skødede på sin brodersøn Niels Benzons vegne 1751 5 gårde og 13 huse i Solbjerg tillige med Hamendrupgård til Peder Kraft. Benzons gårde er dem, der hørte under Sæbygaard, da Niels Benzon ejede dette gods.
1751-1761	Landsdommer Peder Kraft ønskede at lægge gårdene under Nøragergård, og samme år købte han Jakob Hansens 9 gårde, så han nu var i besiddelse af hele Solbjerg by på to gårde nær. De havde længe hørt og vedblev at høre under Kragerupgård. Solbjerg fulgte nu med Nørager, da Kraft 1761 solgte. De 16 gårde var af Kraft allerede gjort lige store på skyld og landgilde, hver på godt 10 tdr. htk., og det stod ejeren frit for, om han ville tage hoveri og landgilde in natulia eller pengeafgifter.
1761-1766	Svogeren generalauditør Borthuus var næste ejer af godset plus Nøragergård, til han afhændede dem 1766.
1766	Godserne gik til købmand Claus Plum, som straks solgte gårdene i sognebyen såvel som Hamendrupgård.
1766-1784	Ejer af gårdene i Solbjerg blev nu greve Christian Frederik Knuth. Der medfulgte 16 huse og et skoleholderhus samt en øde anneksgårds jord, drevet af tre bønder. Knuth lagde gårdene under Skaftelevgård, som han dog solgte 1776, hvorpå han i 1784 afhændede sine gårde og huse i Solbjerg
1784-1816	1784 købtes gårdene af Carl Gustav Bistrup, der straks afhændede dem til slægtningen, landinspektør (Kgl. Majestæts bestaltede landmåler) Hans Herman Bistrup (død 1816), der genoprettede Solbjerggård* af en anneksgård og fire nedlagte bøndergårde. Den fik 46 tdr. hartkorn, bøndergodset var på 145 tdr. hartkorn. Efter Solbjerggårds oprettelse var bøndergodset på 145 tdr. hartkortn, og denne størrelse havde det, da både gård og gods i 1816 efter Bidstrups død stilledes til auktion.
1816-1818	Køber var Carl Gustav Bistrup igen, men han gik snart efter fallit.
1818-1820	Forpagter Simon Frederik Hansen overtog godset. I de vanskelige tider varede det kun til 1820, før han måtte gøre opbud, og gården igen kom på auktion.
1820-1827	Den højestbydende blev nu koffardikaptajn C. F. Jørgensen, der tidligere havde boet i Vig, og skødet blev først udstedt i 1827 til hans og hans ægtefælles dødsbo. Året før havde enken Anne Charlotte Vogel bortforpagtet hovedgården Solbjerggård for en niårig periode til Jakob Holt mod en årlig afgift på 100 tdr. byg, efter tre års forløb stigende til 150 tdr . at betale efter kapitelstakst. Gårdens marker var delt i 9 indtægter og besætningen på 54 køer, en broget mangfoldighed, sorthjelmede, hvidspinkede, blakdragede, blakstjernede, rødstjernede, blakhjelmede o. s. v. Desuden medfulgte mejeriredskaber og 16 heste.
1827-1831	1831 skødede slægtningen Hans Christian Jørgensen med kurator Solbjerggård.
1831-1842	Godset tilfaldt købmand og brændevinsbrænder i Slagelse Adolf Jørgensen, senere ejer af Herthalund, som solgte i 1842.
1843-1844	Solbjerggård gik til forpagter Frederik Jensen på Frihedslund for 30.000 rdl. Denne afhændede atter året efter.
1844-1846	Køber var Jakob Hjort for omtrent samme beløb, 31.600 rdl. Men hans købekontrakt transporterede enken 1846.
1846-1874	Tidligere avlsforvalter Jacob Ludvig Jansen fra Lerchenborg blev ny godsejer.
1874-1875	Næste ejer var P. C. Petersen, Oldebjerggård.
1875-1881	Fynboen Hans Peter Andersen (død 1880) og hans enke Petrea Krause var de næste ejere.
1881-1890	Enken solgte gården for 255.000 kr. til københavneren Johan William Gudmand Burmeister.
1890-1910	Næste ejer hed August Plenge, som solgte godset 1910.
1910-1921	Køber var Andreas Gorm.
1921-1924	1921 købte brødrene Jakobsen, ejendomshandlere i Slagelse, gården, og efter at have frasolgt ca, 50 tdr. land overdrog de den til en ny ejer.
1924-1925	Det var Simon Hansen van Birch.
1925-1927	Næste ejer hed også Hansen, C. V. Hansen.
1927-1964	Ernest Nathan Sichel købte 1927 godset for 287.000 kr.  Arealet er nu 190 tdr. land.
1964- 1978	Sønnen John Ernest Sichel overtog gården. Forpagter var Aage Winther.
1978-1986	Aage Winther køber godset.
1986-	Han efterfølges af Per Winther. Solbjerggård Gods er med Brændebjerggård på 175,3 hektar.

Om bygningerne på den middelalderlige Solbjerggaard vides intet. Derimod har Jakob Hansen formodentlig bygget sig en passende bolig, for der var »ej almindelig Bondebygning« på dobbeltgården, da Bidstrup overtog den, »den var forsynet med bekvemmelige Værelser for en Familie af Middelstanden«, smukke værelser, mente vurderingsmændene i 1785, da gården sattes til nærved 1200 rdl., men de almindelige bøndergårde højst til 500. Året efter var den imidlertid nedbrudt på 8 fag nær, som også stod for fald, og da var der opført tre huse på »den ny opbygte og paa Marken udflyttede Gaard«, nemlig først den store længe, 60 alen lang, bekvemt indrettet tillade med tærskelo, stalde og fæbåse, af egetømmer på kampestensgrund og med stråtag, alene tagskægget af teglsten. Dernæst en stuebygning på 9 fag, indrettet til beboelse, med en kvistsal, og endelig en længe på 12 fag, begge bygget på samme måde som laden.

* Allerede 2 år efter overtagelsen pantsatte Bidstrup, nu landinspektør, godset som sikkerhed for et lån i Den almindelige Enkekasse, på 2400 rdl., af hvilke de sidste 1000 skulle udbetales, når han var færdig med avlsgårdens udflytning, og i den vedhæftede jordebog opførtes der nu kun 14 bøndergårde a 9 tdr .htk., foruden »den store gård« på godt 46. Det syntes således, som om Bidstrup ret hurtigt helt havde fået nyordnet forholdene i byen. Men han handlede uden de fornødne tilladelser. Allerede det foregående år havde der foreligget en klage til kronprins Frederik fra de Solbjerg bønder. Nu var bønderne lige kommet på fode igen, hævdede de, efter at de tidligere på grund af »det langt fra liggende Hoveri« var blevet så fattige, at de hverken kunne svare skatter eller afgifter. Skulle de nu forarmes ved Bidstrups foranstaltninger og hans udskiftning af byen? De hævdede slet ikke at kunne undvære deres fælled, altså det gamle trevangsskifte, og så ville han ovenikøbet fratage hver af dem over 1 td. hartkorn, så deres gårde fremtidig kun ville blive på hver 9 tdr. Tilmed ville han lægge en af gårdene sammen med den, han allerede beboede, og hertil skulle også lægges det hartkorn, han tog fra bønderne, såvel som de jorder, der før havde tilhørt den øde anneksgård, og et degnebol i byen. Det ville altsammen udgøre mere end 50 tdr . htk., som naturligvis ved udskiftningen skulle udtages forlods, så der formodentlig kun blev udmarksjord tilbage til bønderne! Nogen blid husbonde var han heller ikke. Han havde lukket sig inde med nogle af bønderne i sin stue og overfaldet dem med »Haargreb og blaa og blodige Stød i Øjnene«, slæbt andre fra gadestævne til sin gård under slag og stød og svoret, han skulle lære de Solbjerg bønder at leve af vand og brød, samt truet med at træde tarmene ud af livet på dem! Hans fremstilling af sagen var selvfølgelig en helt anden. Han ville kun bøndernes vel. Da han havde købt dette lidet gods, havde han forefundet en dobbeltgård i byen, hvoraf han selv havde taget halvparten og ladet en bonde beholde den anden halvgård. Men at tale om udskiftning var som at stikke en brand til bøndernes næse. De hævdede kun at kunne klare sig, hvis alt blev ved det gamle. Da var det, han havde holdt de først omtalte forelæsninger, skønt uden større held. Men i virkeligheden var det tre-fire velhavende gårdmænd i byen, som benyttede sig af de andres fattigdom til at modarbejde ham. De dårligt stillede, påstod han, havde selv anmodet ham om udskiftning, »men ikke snarere røres Byhornet, og den Riges Brændevinsflaske aabnes, som Godtgørelse, og den Fattige bliver erindret om de mange Tjenester, som han har oppebaaret, og de mange, han i Eftertiden kan vente af den Rige, førend hint er glemt. Naar jeg da kommer for at anvise eller paany tildele hver Mand sin Lod, tør den Fattige ikke sige eet Ord. Hin taler i hele Byens Navn: Vi vil ikke vide af nogen Udskiftning. Vi vil udage vor gødskning, pløje og saa paa de Jorder, vi selv have delt mellem os.« Helt fine var Bidstrups egne papirer nu ikke. Bønderne kunne med føje klage over den irregulære måde, han ville udskifte byen på ved hjælp af sin svoger. Herredsfoged Smith i Slagelse var ham ikke venlig stemt, navnlig ikke efter at Bidstrup havde forklaget ham for ligefrem at animere bønderne til opsætsighed, de var jo enfoldige og kunne let forledes, ja han påstod, at herredsfogden havde sagt til dem, de kunne roligt pløje og så på deres gamle jorder uden at bryde sig om Bidstrups udskiftning. Og de havde virkelig gjort det, med en vis ret, eftersom den ikke var foretaget på helt lovmæssig måde. Herredsfogden på sin side hævdede, at årsagen til hele spektaklet var Bidstrups plan om at oprette en sædegård i Solbjerg, en påstand, bønderne støttede efter evne, når de sagde, at Bidstrup »satte Enkekassen (som ordsproget lyder) Blaar i Øjnene«, når det efter hans indsendte jordebog så ud, som alt var klappet og klart. Alligevel blev den ny Solbjerggaard tilsidst en kendsgerning, selvom formel tilladelse til oprettelsen muligt aldrig forelå. 1790 indberettede præsten, at der var nedlagt tre gårde i byen, og at den fjerde snart ville gå samme vej. Samme år meddeltes det, at der dreves 28 1/2 tdr . kontribuabelt htk. under Solbjerggaard, foruden degnebolet, og at byen iøvrigt bestod af 14 gårde på hver 10 tdr. htk. Og i denne skikkelse blev gården ved at bestå, nemlig med jorderne fra to bøndergårde - vel sagtens den før omtalte dobbeltgård, der kan være den oprindelige middelalderlige hovedgård - samt fra anneksgården og degnebolet. Men først 1803 lykkedes det Bidstrup at gennemføre byens almindelige udskiftning mand og mand imellem, og hans forhold til bønderne blev næppe nogensinde det bedste. Ved en lejlighed gjorde et par gårdmænd udlæg i både gård og gods, fordi Bidstrup ikke ville udlevere en sortebrun hoppe og seks gæs, han vel sagtens havde ladet optage, og i andet tilfælde fik ungkarl Jakob Jensen i Solbjerg dom over godsejeren. Dommen meddeler en specificeret regning over faldne øretæver, idet Bidstrup dømtes til »at bøde for brudt Husfred 3de 40 Lod Sølv eller 60 Rdl., for at have givet Citanten 2de Ørefigner til 3de 5 Lod Sølv, hver 18 Rdl., for at have slaget ham blodig i Ansigtet 3de 4 Lod Sølv elIer 6 Rdl. 4 Mk. 8 Skill., for tvende Stenshug til 3de 6 Lod Sølv elIer hver for 18 Rdl., for Benshug eller for at have stødt og skubbet Citanten med Benene 3de 6 Lod Sølv elIer 9 Rdl., for Haargreb 3de 6 Lod Sølv eller 9 Rdl. og for Jordskub 3de 6 Lod SØlveller 9 Rdl.«